-
Usikkerhed om Trump får forbrugere til at se sort på dansk økonomi
Source: BDK Finans / 20 Feb 2025 05:24:09 America/New_York
Forbrugerne ser markant mere negativt på Danmarks fremtidige situation, og det sender forbrugertilliden ned. Danmarks Statistiks indikator for forbrugertillid er i februar opgjort til minus 14,5 mod minus 11,7 i januar. Indikatoren viser, hvordan befolkningen ser på den nuværende og fremtidige økonomiske situation for både familien og Danmark. En negativ forbrugertillidsindikator er et udtryk for, at danskerne ser negativt på den økonomiske situation nu og det kommende år, hvilket kan afspejle sig i købelysten. I februar er det især forbrugernes syn på Danmarks økonomi, der er blevet forværret. Lige som i januar forventer forbrugerne, at Danmarks økonomiske situation vil være værre om et år sammenlignet med i dag. I februar ligger indikatoren på minus 29,3, hvor den lå på minus 18,6 i januar. Niveauet i februar er ifølge Danmarks Statistik det laveste siden 1980'erne. Ifølge Louise Aggerstrøm Hansen, som er chefanalytiker og privatøkonom i Danske Bank, er det det laveste niveau siden december 1988. Årsagen skal findes i den usikkerhed, USA's præsident, Donald Trump, medfører for den økonomiske situation. - Der er ingen vej uden om, at den usikkerhed vi ser om Trump, og hvad det kan komme til at betyde herhjemme, virkelig er noget, der bekymrer danskerne, skriver Louise Aggerstrøm Hansen i en kommentar. Hun kalder tallene "meget voldsomme", men understreger, at Danske Bank ikke ser lige så sort på økonomien, som forbrugerne gør. Dog genkender hun billedet af, at vi befinder os i en usikker tid, lyder det. Trump har den seneste tid truet med at indføre straftold på europæiske varer. Han har desuden konkret truet med told på danske varer i forbindelse med USA's ønske om at få kontrol over Grønland. Ifølge præsidenten vil det gøre amerikanerne rigere, hvis virksomheder fra andre lande skal betale told for at få deres varer ind i USA. Han har endnu ikke gjort alvor af truslerne, og det er uklart, om der vil blive indført told på varer fra EU eller Danmark. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/business/usikkerhed-om-trump-faar-forbrugere-til-at-se-sort-paa-dansk-oekonomi